Claus Gustafsen's Modelbygning - Curtiss P-40 versioner

En del billeder af en Revell P-40 Warhawk konvertering og detaliering

Æskerne fra de to forskellige udgaver jeg havde til rådighed. Modellen er fra 1969 og er derfor ikke på højde med de nyproducerede sæt man kan få idag, men det er slet ikke noget dårligt sæt, der er mulighed for at placere alle rorflader og lade modellen se lidt "levende" ud. Det er også meningen at hjulene skal kunne foldes ind og ud, men det har jeg dog valgt at vælge fra! Overflade detaljer er hævede, men slet ikke dårlige.

Parts of the tail.

Da jeg kun bygger i skala 1:32 er det ikke altid nemt at få de forskellige versioner af et fly som man finder interesante, eller man køber flere kopier af samme sæt og ønsker at lave lidt om for ikke at bygge to ens modeller "bare" med forskellig bemaling. Jeg havde to af Revells P-40E Warhawk liggende, og jeg besluttede mig til at ændre den ene, jeg ville anvende Eduards ætssæt og så yderligere lave den om til en langhalet F version. (F-5 til F-20)
F versionen adskiller sig fra E versionen ved at have en Packard V1650-1 (Amerikansk bygget Merlin 28) istedet for E'erens Allison V-1710. F-5 er den første af en serie af P-40 med længere hale for at give yderligere retningsstabilitet, så her var der også lidt at lave.
Nogle af de ting jeg lavede var at flytte luftindtaget ca. 2mm. frem, gravere nye panellinier og ændre indretningen fra den kendte med de tre runde kølere, til den nyere med en rektangulær køler og et rundt luftindtag, da en Merlin motor benytter sig af en karburator med opadgående luft modsat Allisons nedadgående luftstrøm. I den anden ende af dette luftindtag er der nu en forhøjning i midten der dækker over luftkanalen til karburatoren, dette medfører at også kølegællerne er noget anderledes. Denne Merlin Motor gav et større drejningsmoment på propellen og forringede retningsstabiliteten, især på jorden, så det var sideroret man havde behov for at ændre, i de såkaldte langhalede modeller flyttede man den lodrette hanlefinne 20 tommer bagud, mens man i nogle senere versioner ændrede størrelsen på finnen.
For yderligere at lave lidt forskel på de to modeller anvendte jeg som planlagt et Eduard ætssæt til den ene, eller rettere det var planen, for visse dele blev "til overs" og blev anvendt på den anden. Eduard sættet giver en del fine detaljer til cockpittet, nye sider med en del små elektroniske bokse (Jeg kan anbefale at lægge et stykke styren i disse bokse for at have noget at lime på).
Instrument panelet er Eduards sædvanlige med en film og et messing panel der samles, jeg ønskede at montere dette på det oprindelige panel, hvod der synes at være en lidt udsyn til bagsiden, hvorfor jeg på den ene model borede instrumenterne ud, limede små stykker plasticrør i hullerne og lod små stykker tråd komme ud fra disse til at illudere kabelføringen. Desværre viste det sig at der blev meget lidt at se da det hele endeligt var på plads.
Halen blev skåret af vandret langs ryggen hen til et lodtet snit nedefra lige indenfor rorfladen, derefter blev der anvendt styren og filler til at flytte det 15,8mm agter over. For at lave lidt andet lod jeg også det ene sæt hjul være som oprindeligt med en glat "navkapsel", mens det andet sæt blev modificeret med udsyn til letmetalfælgene, dette blev gjort ved at anvende et sæt fælge fra Hasegawas Hellcat, denne indeholder nemlig et sæt tomme fælge til gummidæk (Som ikke længere leveres). Der blev monteret æts hjulbrønde til hovedhjulene, de udgør en detalje som kan være svær at lave selv, men som det også er de færreste der ser, men de lukker også af i vingen, således at der ikke kan skimtes lys gennem bunden af cockpittet og ud i vingeroden.
Da hovedhjulsbrøndene nu var blevet detaljeret og lukket af, gjorde jeg det ogsø ved halehjulsbrønden, der blev sat et skot i ved forkanten. Alle hjullemme blev monteret med æts på indersiderne, det er lige før man bør oderveje at lade æts delene erstatte de medfølgende på grund af tykkelsen, med jeg nøjedes med at tynde dem lidt ned.
Kanonpiberne blev klippet af og tyndt rør monteret istedet for, ligesom også pitotrøret blev erstattet af tyndt rør.
Bemalingen blev en P40E fra 23rd Pursuitgroup der afløste American Volunter Group, bedre kendt som Flying Tigers. 23rd PG overtog de fly som AVG havde tilbage, deriblandt nogle P-40E i camuflagefarver i de amerikanske versioner af RAF farver og med Tigergab, disse blev efterhånden erstattet af nye fly i Olive Drab og Neutral Grey, og nogle må vel også formodes at være blevet malet om, men jeg valgte en camufleret. P-40F-20 valgte jeg at male som et af de fly der blev anventd under Operation Torch i Nordafrika. Disse var malet i Azurblå med tofarvet brun overside og med en gul ring omkring nationalitetsmærkerne. Disse mærker stykkede jeg sammen ved hjælp af engelske mærker med gul ring overlagt af de amerikanske, og et sæt fuselagemærker fra Airfix's 1:24 Spitfire Mk Vb til mine vinger. Det eneste jeg mangler er to amerikanske flag med 48 stjerner, men på billeder af flyene på dækket af USS Chanago ser man ikke flaget på dem alle.

Billeder

Den originale Allison V-1710 motor og en eftermonteret Rolls Royce Merlin